Følg din passion - film vs teater


Hvad er den smarteste forretningsstrategi, når man ønsker at komme i gang med sin karriere som skuespiller? Er der noget skuespil, der er bedre at lave end andet? Der er et bredt felt af forskellige muligheder. Nogle gange kan man blive i tvivl om, hvad der er det smarteste at starte med, for at blive set og få erfaring.

Den klassiske film Omstigning til Paradis - A Streetcar Named Desire af Tennessee Williams 
med Marlon Brando som Stanley og Vivien Leigh som Blanche i 1955

Det er vigtigt at vide, at et liv som kunstner er et slags kald og at man ikke rigtigt kan forudsige, hvad der skal ske. Vi arbejder ikke for at tjene penge, men for at udfolde et indre behov for at udtrykke os kunstnerisk. Hvis du kan mærke, at din glæde ved faget er mest levende, når du står på scenen, så vil det ikke give mening at starte som filmskuespiller. Men har du mest lyst til at stå foran kameraet, så start der.

Der er en god pointe ved at starte, hvor gejsten er størst og ved finde ud af, hvad det er du ønsker at opnå.

Skuespillerlivet er fyldt med mange muligheder for at bruge sit talent både i professionel sammenhæng og privat. Når lysten til at udfolde sig er stor, kan man glemme sin retning og komme til at lave opgaver, man ikke helt synes er fantastiske eller gøre det uden at blive betalt. Det bliver til et problem på et tidspunkt.

Det er svært fuldstændigt at planlægge sin karriere, men du kan skabe en vision for den. Med en vision, har du et pejlepunkt, når mulighederne opstår. Når du mærker den indre begejstring ved et projekt, er det et tegn på, at du er på rette vej.

Man kan tro, at det bedre kan betale sig at være filmskuespiller, fordi dagslønnen er højere og chancen for at blive set af flere er større. Det er ingen sandhed i efter min mening.

På teateret har du mulighed for at være hyret i længere tid og derved har du en mere regelmæssig indkomst end på et filmset. Og på teatret har du mulighed for at fordybe dig i en rolle og forbedre dit talent på en anden måde. Selvom du har en lille rolle, så er du stadig en del af ensemblet og holdet og skal møde ind hver dag.

Har du en lille rolle i en film, er du kun på optagelse 1-2 dage. Selvom dagsgagen er højere, så er du sjældent ansat længere tid ad gangen. Der kan derfor også gå længere tid mellem ansættelserne. Vælger du film, skal du være opmærksom på, at der ikke er samme prøveperiode som på en forestilling og at oplevelsen er en helt anden og kan på den måde føles lidt mere ensom.


Teaterudgaven af stykket A Streetcar Named Desire med Cate Blanchet og Joel Edgerton


Uanset hvad du vælger, så er det smarteste at vælge, det du brænder mest for. Du kan jo også kombinere det. Måske får du lyst til at lave film efter et stykke tid på scenen. Det kan tage tid at etablere sig og derfor giver det mest mening, at du knokler for noget, du virkelig gerne vil og ikke noget, du tror er det smarteste. Der er ingen genveje.. tro mig :-)

Hvis du har brug for mere sparring omkring karriere er du velkommen til at skrive til mail@michellebercon.com




Tak, fordi du læser med på skuespillerblog :-)

Professionel karrierevejledning og skuespilundervisning til dig, der ønsker at arbejde seriøst med din skuespillerkarriere. Giv dig selv muligheden for at følge din drøm om en succesfuld karriere i Danmark eller i udlandet.

Del indlægget med dine venner på facebook



Comments